Samarbejde

Det er lidt over tre år siden, at Danmark fik et nyt politisk flertal.

Selvom det er blevet en hel anden valgperiode end nogen kunne have forudset. Med først en global pandemi og nu krig i Europa, så er vi stolte over de fremskridt, vi har opnået sammen i Folketinget.

De kæmpe store skridt, vi har taget i den grønne omstilling. Forbedringer af vores velfærd og en stærkere dansk økonomi. Et opgør med den centralisering, der har stået på i mange år. Økonomiske reformer og investeringer i uddannelse. En samtykkelov. Og ikke mindst kan Arne og mange andre nu at trække sig tidligere tilbage efter et langt og hårdt arbejdsliv.

Men det, vi nu er mest taknemmelige for, er den måde vi i Danmark har håndteret det der skulle vise sig, at være de største kriser i flere årtier.

Når det gælder pandemien, er Danmark et af de lande i verden der har haft den laveste overdødelighed. Samtidig er væksten den højeste i næsten 30 år og aldrig før har så mange mennesker været i arbejde. Alle partier bør være stolte over de mange beslutninger, vi i fællesskab traf undervejs. Men resultaterne taler for sig selv.

Nu håndterer vi i fællesskab en ny krise.

Da krigen kom tilbage på vores kontinent lagde vi for en stund alle uenigheder til side. Vi aftalte, at Danmarks udgifter til forsvar og sikkerhed skal øges til 2 pct. af BNP. At vi i Danmark skal gøre os fri af Putins gas. Og vi anbefalede danskerne at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Det er dansk politik, når det er bedst.

Vi skal dele os efter anskuelser. Men derfra skal man turde at mødes og finde frem til fælles løsninger. Som Svend Auken skrev det i sit politiske testamente: Politik skabes på midten, men sjældent af midten.

Det nationale kompromis var netop et kompromis. På samme måde, som flere end 300 andre aftaler har været det i de sidste tre år.

Nogle er indgået med regeringens parlamentariske grundlag: SF, Enhedslisten og Radikale. Typisk om børn, velfærd og klima. Vi har realiseret store dele af det forståelsespapir, vi aftalte efter valget.

Derfor er det blevet mere attraktivt at købe en grøn bil, vi har fjernet uddannelsesloftet og velfærden udhules ikke længere år efter år. Nu følger pengene med, når vi heldigvis bliver flere børn og ældre.

Når det gælder udlændingepolitikken har vi primært samarbejdet med de blå partier. Det er blevet sværere at opnå dansk statsborgerskab og der er styr på tilstrømningen.

Langt de fleste aftaler – 9 ud af 10 – er imidlertid indgået bredt henover den politiske midte. Der er ikke et parti, vi kan gøre alt med. Men der er mange partier, vi kan gøre meget med.

Den ambition om at kunne samle partierne i skiftende flertal - det var baggrunden for, at Socialdemokratiet forud for sidste valg gik til valg på at danne en etpartiregering.

Vi havde primært fem løfter:

Vi ville sætte velfærden først.
Øge ambitionerne i den grønne omstilling.
Fastholde den stramme udlændingepolitik.
Tage et opgør med centraliseringen.
Sikre en ret til tidlig pension for de mest nedslidte.

Status

Status er, at regeringen har levet op til det, vi stillede danskerne i udsigt. Det er vigtigt for vores demokrati.

Man kan kun lede et land, hvis man kan samle et land, skrev vi i en kronik herom grundlovsdag for fire år siden. Vi lovede, at vi ville bestræbe os på at bringe alle mandater i spil.

Og vi opfordrede alle partier til at søge samarbejdet. Det synes vi, partierne har gjort - til trods for de hårde ord, der også er blevet sagt fra tid til anden.

Magtfuldkommenhed

Regeringen var kun få dage gammel, da vi første gang blev kritiseret for ”magtfuldkommenhed”. En kritik og et ordvalg, der er blevet gentaget igen og igen. Men er den nu også helt rigtig?

Hver eneste morgen, når en minister står op, skal han eller hun finde mindst 90 mandater. Vi må forhandle – dag og nat. Få ender til at mødes.

Det er måske glemt nu, men før valget i 2019 var den daværende regering flere gange ved at vælte, kom ofte i mindretal og det føg i luften med ultimative krav. Det gjorde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen så frustreret, at han endte med at opsige samarbejdet i sin regering midt under valgkampen.

Tillidsfuldt samarbejde

I den her regeringsperiode er det gået modsat. Vi har i dag et tillidsfuldt samarbejde med både de partier, der er tættest på regeringen og de fleste partier, der er lidt længere væk. I modsætning til dengang med Liberal Alliance er Enhedslisten et parti, der både evner at stå fast på deres principper, slås hårdt for dem og samtidig søge indflydelsen.

Vi har indgået mange vigtige aftaler og Enhedslisten er en troværdig samarbejdspartner, som regeringen er meget glad for at arbejde sammen med. Bestemt ikke om alle politikområder. Men mange.

Blokpolitikken

I sidste valgperiode herskede blokpolitikken.

Landbruget, infrastruktur og sundhedsreformen er tre eksempler på vigtige aftaler, som før valget blev indgået med det smalleste mulige flertal. Som derfor ikke blev til noget, da flertallet skiftede. Nu står der brede flertal bag og derfor består beslutningerne uanset hvordan næste valg ender.

Det giver tryghed og sikkerhed for de mange der påvirkes af den politik, der føres på Christiansborg.

Gør det regeringen magtfuld? Vi synes, det gør politik og samarbejde magtfuldt. Man kan hverken bekæmpe klimakrisen eller tackle de helt store udfordringer for vores samfund hvis man er magtesløs.

Skabe resultater

Vi håber, at det fortsat vil være muligt at skabe resultater på Christiansborg, nu hvor vi går ind i det sidste år af valgperioden. Der er ingen grund til, at vi ikke fortsat kan indgå aftaler.

Når valget udskrives, går regeringen til valg på at fortsætte som etpartiregering. Så den retning, et nyt politisk flertal skabte for tre år siden, kan fortsætte.

Vi kan øge tempoet i den grønne omstilling yderligere og investere endnu mere i børn, uddannelse og velfærd – hvis vi sammen med Enhedslisten, SF og de Radikale opnår flertal.

Vi kan stå vagt om den stramme udlændingepolitik – hvis vi sammen med blandt andre Venstre og Konservative opnår flertal. Måske kan vi sågar overbevise de blå partier om at skabe mere tryghed i Danmark ved at sætte ind overfor den hverdagsterror vi oplever med vold og overfald blandt unge.

Vi kan bevare Arne-pensionen – hvis vi sammen med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti opnår flertal.

Og vi kan – med brede flertal – gennemføre de nye reformer, der er brug for. Endnu flere skal i arbejde. Ikke mindst kvinder med ikke vestlig-baggrund. En omfattende frihedsreform i den offentlige sektor er vores næste store velfærdsprojekt. Både til gavn for os, der har brug for velfærden, og dem, der arbejder i den.

Der er fortsat meget at samarbejde om i politik. Og med den skæbnestund, verden og Danmark befinder sig i, er der samtidig brug for en regering, der fortsat tør tage ansvar og træffe beslutninger.

Kan det også være en regering henover den politiske midte? Det har vi allerede åbnet for en diskussion af.

Grønt. Ansvarligt. Retfærdigt.

Det nationale kompromis har vist, at vi i et bredt samarbejde kan træffe beslutninger, der for alvor flyttede Danmark. For en stund blev de sædvanlige uenigheder meget små. Den pligtfølelse og vilje til at tage ansvar, der kendetegnede Jakob Ellemann-Jensen, Pia Olsen Dyhr, Sofie Carsten Nielsen og Pia Olsen Dyhr tjente Danmark godt.

Det vigtigste for en regeringsdannelse er det politiske indhold. Og derfor er det ikke sikkert, at der kan skabes en tilstrækkelig stærk politisk fællesmængde. Men hvad, hvis der kan?

Vi lever unægtelig i en mere usikker tid. Og kriserne står i kø. Klima. Krig. Inflation. En ny udenrigspolitisk situation. En pandemi, som kan vende tilbage. Mistrivsel hos alt for mange borgere. En demografisk udvikling, hvor vi allerede nu mangler tusindvis af medarbejdere i både den offentlige og private sektor.

Heldigvis er udgangspunktet for Danmark godt. Økonomien er bomstærk. Og samarbejder vi - også om reformer. Så kan vi ikke alene overkomme kriserne, men vi kan også gøre Danmark endnu stærkere. Til gavn for befolkningen.

Usikre tider kalder på sammenhold. Og ansvarlighed. Vi vil aldrig være bange for at tage ansvaret på os. Og uagtet mange hårde ord og påstande, så er det en del af opdraget for en statsminister. At stå fast, når det er nødvendigt. Og aldrig, aldrig lade sig presse til beslutninger, der er forkerte for vores land. Omvendt deler vi selvsagt gerne ansvaret med flere. Hvis flere er villige til at påtage sig det. Også i de allersværeste situationer.

Så for at gøre en lang historie kort. Vi går til valg på, at regeringen får lov at forsætte sit arbejde i et fortsat bredt samarbejde i Folketinget. Men i en tid, hvor der er mange der gerne vil splitte, er vi nysgerrige på, om der også kan bygges bro henover de grøfter, der traditionelt er i dansk politik.

Selvfølgelig kun, hvis retningen er den rigtige.

Grønt. Ansvarligt. Retfærdigt. Med styr på både udlændingepolitikken og dansk økonomi.